Tårer.

Jeg græder for meget for tiden...Kirstine er i Island så hende kan jeg ikke skrive til og den anden person jeg føler jeg kan fortælle de her ting til er så glad for tiden at jeg ikke har lyst til at ødelægge hendes glæde. Og mine andre veninder?...suk. Jeg ved ikke. Jeg burde nok snakke med dem om det. Men ved ikke hvad jeg skal sige. ''jeg græder meget''...det gør dem bare bekymrede. Jeg føler mig så kold. Så ligeglad. Tårerne presser hele tiden på og truer med at nedbryde mit smil.
Jeg føler mig bare så forladt...forrådt. Det ved jeg godt jeg ikke er. Jeg ved godt at det ikke er deres hensigter at få mig til at føle mig forrådt. De vil mig det bedste. De er jo bare glade. Jeg ved det godt. Jeg ønsker dem også lykke. De skal ikke trækkes med ned i mit sorte hul. Det ville jeg slet ikke kunne klare. Jeg er god til at skjule min sorg. I hvert fald i virkeligheden. Jeg er god til at lave et falsk smil som også rører mine øjne. Jeg er god til at grine så det lyder ægte. Jeg er god til at gemme min sorg på alle tænkelige måder! Jeg er god til at presse mine tårer tilbage så de ikke ødelægger min makeup og afslører alt når jeg er i offentligheden. Jeg er bare i det hele taget god til at skjule min sorg og min frustration. Min vrede har jeg dog sværere ved at kontrollere.
Jeg er glad for at jeg er god til at skjule mine sande følelser. Folk har ikke brug for at bekymre sig om mig. De har en masse andre ting de kunne bruge deres dyrebare tid på. Jeg er egoistisk måske, men jeg vil ikke have at folk spilder tiden med at bekymre sig om mig. Ofte bekymrer de sig ikke engang. Nogle tænker bare ''god, nu er hun negativ igen! Get a life..''. Jeg ved da godt at jeg er irriterende at høre på og at der ikke er nogle der egentlig gider at høre om mit lorteliv. Der er jo ligeglade. Det er sådan folk er. Fucking ligeglade! Jeg ved godt jeg måske er meget egoistisk...men andre folk er også egoistiske! De plaprer til mig om deres selviske problemer som at de ikke fik sidste måneds lønseddel til tiden..uha! Mennesker kan gøre mig så sur. Jeg er træt af mennesker. Suk. Jeg er træt af mig selv. Jeg er så ynkelig at høre på. Jeg ved det godt. Og jeg er også dobbeltmoralsk på en måde. Ved dog ikke om det er det rigtige ord...men jeg vil gerne have at folk ligger mærke til mig og bekymrer sig. Og alligevel vil jeg ikke lade dem bekymre sig om mig. Jeg er ikke til at blive klog på. I know. Nå men, nu vil jeg ikke skrive mere om min egen elendighed her.