Love sucks...

Jep. It does. Som nogen af jer, har set på face, er Cindie og jeg gået fra hinanden....først havde jeg det 'fint' med det, fordi jeg var overbevist om, at det var det bedste for hende. (det var hende der ligesom tog initiativet, fordi hun har mange ting lige nu) Men det er jeg ikke længere og det fucker mig fuldstændig op. Jeg kan være venner med hende, så længe jeg ved, at det er det bedste for hende. Men ikke, hvis det fucker hende endnu mere op, end hun bliver i forvejen...så kan jeg ikke acceptere det ligeså nemt. Hvorfor? Fordi jeg elsker hende og hun er fucking noget af det bedste, der er sket mig og jeg vil egentlig ikke give slip på hende. Jeg vil have hende i mit liv, så længe hun vil have mig i sit. Og ikke kun som en ven...)': Jeg har siden i morges haft lyst til at sætte mig ned og tudbrøle, men det kan jeg bare ikke. Jeg græd kun meget kort i lørdags...for at være stærk...for hendes skyld. Også selvom jeg ikke snakkede med hende, da jeg græd. Jeg græd først, da jeg skulle fortælle mine forældre det. Og jeg stoppede mig selv, fordi jeg tænkte, at jeg ikke måtte lade det gå mig så meget på, fordi det var det bedste for hende. Men nu...nu ryger facaden snart...det kan jeg mærke...det er snart på tide at bryde sammen. Det trænger jeg til. Jeg vil have hende tilbage...