Tanker og frygt.

Okay, lige et lidt mere seriøst indlæg.

Jeg snakkede med Rachel i går...sådan en alvorlig snak og det fik tankerne til at køre.

Jeg har en konstant frygt for at miste de folk jeg elsker. Den er der hele tiden. At folk skal blive trætte af mig og bare forlade mig. Finde mere interessante personer i deres liv. Det er jo sket før. Jeg er blevet dumpet for andre mennesker. Jeg har mistet en tidligere bedste veninde, fordi hun fandt en anden i klassen, der var sjovere og mere populær. Én, der kunne få hende ind i klassen og gøre hende mere populær. Det er jeg bange for, sker igen. Ikke af de samme grunde og på de samme primisser, men bare tanken om, at de finder nogle langt mere interessante mennesker i deres liv end mig. For ja, jeg har aldrig tænkt om mig selv, at jeg var et 'interessant' menneske. Jeg er typen, der er svær at komme ind på livet af, pga. min fortid og barndom, derfor kan folk godt tage afstand fra mig. Jeg har svært ved at starte en samtale, med folk jeg ikke kender så godt, fordi det skræmmer mig, at jeg ikke kender dem vildt godt. Og det irriterer mig, for jeg elsker at snakke med nye mennesker og lære dem at kende, jeg har bare rigtig svært ved at lade dem lære mig at kende ordentligt.
Det er en af grundene til, at jeg overvejer at tage en HF på fjernstudie, hvis jeg kan. For det første ville jeg ikke være NØDT til at stå op om morgenen og skulle TRÆKKE mig selv afsted. Og hvis jeg så ikke passer ind i den klasse, jeg kommer ind i og ikke har så mange at snakke med, vil jeg ikke kunne få mig selv op om morgenen. Jeg kender mig selv. Hvis jeg føler mig den mindste smule udenfor eller ikke tilpasset i det 'samfund', der er i klassen, vil jeg ikke have lyst til at tage i skole. Fordi så er der ikke noget, der holder mig oppe. Hvis jeg er der hjemme og skal studere selv, kan jeg bedre få mig taget sammen til at komme igang. Og så kan jeg tage det i MIT tempo og ikke skynde mig igennem tingene, fordi jeg har en lærer der ånder mig i nakken og siger 'nå, så går vi videre til næste emne', når jeg kun er halvt færdig. Det er noget af det, jeg altid har hadet ved skolen. Noget af det jeg hadede ved gymnasiet især, for det var sgu meget sådan det var...og jeg er nødt til at tage tingene i mit tempo. Ikke lærerens, for så ender det med, at jeg ikke fatter en skid af, hvad det er Han/hun står og forklarer og jeg er ikke typen, der kan sætte mig ned og spørge om de specifikke spørgsmål og sige okay hvorfor er dét netop sådan. Når jeg ikke forstår noget, så forstår jeg det ikke. Jeg kan ikke specificere det. Og så er jeg typen, der haaader at føle mig dum ved at spørge om sådan noget eller bare sige 'øh, jeg forstår det ikke'. Det kan jeg ikke, det har jeg ikke selvtillid nok til.
Okay, nu er der sikkert mange der tænker 'du har sgu da selvtillid nok!! Ö' af dem, der kender mig...og ja. Jeg har selvtillid når det kommer til mit udseende og den person jeg er. Men når det gælder sådan nogle ting, hvor jeg kan komme til at dumme mig, især i skolen, er jeg fucked. Altså, alle folk der ikke kendte mig, rendte jo rundt og troede, at jeg var typen der fik straight 10- og 12-taller. Det var jeg da i hvert fald ikke. Jeg var typen, der var dårlig til at få afleveret mine ting og aldrig sagde noget i timerne. Grunden til, at de troede det? Jeg var den stille type. Der er så mange, der tror, at de stille typer altid er dygtige i skolen og det forstår jeg ikke, for oftest er det slet ikke sådan. ._.'
Jeg har forandret mig så meget på visse punkter indenfor de sidste halvandet-to år...i en god retning, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er blevet klogere, mere moden og jeg er i stand til at være mig selv nu, hvilket var nærmest umuligt for mig for nogle år siden. Men jeg er stadig dårlig til nye mennesker og jeg hader det. Jeg prøver at arbejde på det, men det er svært. Og hvor meget en psykolog ville hjælpe lige på det område, ved jeg ikke. De har jo prøvet før. Uden held. Jeg har altid klaret mig selv ud af mine problemer og nu vil jeg gøre det igen. Jeg er nødt til det. Jeg må bare lære at åbne mig op for folk, jeg ikke kender så godt. Selvom det bliver en hård omgang...

Jeg vil ikke miste, men jeg behøver heller ikke mere, for jeg er glad for det jeg har nu.