Okay, jeg er nødt til at komme af med det her.

Hvis i ikke vil bekymre jer om mig, så lad vær med at læse det her!

Jeg hader mit liv for tiden. Den glade side af mit sind, er slet ikke til at finde lige for tiden. Mit smil er en facade, og det samme er alle de smilier og ting som jeg sender. Helle lortet én stor facade! Jeg føler ikke, at jeg har nogen grund til at leve mere. Jeg har ikke selvmordstanker på den måde, det er bare ikke værd at leve. Punktum. Sådan er det bare. Livet er noget lort og hvis jeg forsvandt ville det ikke blive bedre. Jeg cutter - ja. Jeg kigger på mine små ar hver dag. De er ikke særlig dybe og ikke nogle, der vil give varige ar, fordi så dybt kan jeg ikke få mig selv til at presse kniven, passeren, nålen eller saksen ned. Fordi jeg ved det vil blive opdaget. Flot, jeg har lige selv skrevet at jeg gør det, så det er jo opdaget, men WTF. Der er faktisk kun en person der ved at jeg har gjort det...den person ved dog kun at jeg har gjort det én gang. Hun kender ikke til alle de andre gange. Men det er det gode ved de usynlige ar, som man knapt kan se. Folk ligger ikke mærke til dem. Jeg skjuler dem ikke, men folk ser dem bare ikke. Måske betyder det også bare, at folk ikke ligger mærke til mig. De ligger ikke mærke til de små detaljer.
Der er virkelig intet, der holder mig oppe for tiden. Ikke engang at være forelsket, holder mit humør oppe. Det gør mig faktisk kun mere deprimeret. Jeg lader altid min negativitet gå ud over dem jeg elsker aller mest, som slet ikke har fortjent det. På det punkt, tror jeg nogle gange, at det ville være bedre hvis jeg bare forsvandt ud af de personers liv...specielt én person, fortjener virkelig ikke at jeg lader min negativitet gå ud over hende. Jeg elsker hende og hun kender til mine mest dystre tanker, sådan nogen lunde da. Hun er som en lillesøster for mig, og jeg lader det alligevel gå ud over hende når jeg er negativ. Flot Bim! FLOT! B-e-a-fucking-utiful!
Jeg hænger i en tynd tråd, som nemt knækker hvis jeg er alene, og ser et forkert blog-indlæg, min papfar er vred, eller noget helt tredje! Der skal ikke særlig meget til. Så forsvinder jeg ned i mit sorte hul og så græder jeg i en halv time/tre kvarter. Og så skærer jeg. Jo flere gange jeg skær, jo dybere bliver sårene. Jeg gør det ikke, som så mange andre for at fjerne smerten fra mig selv. Jeg gør det for at få andre til at bekymre sig om mig. Jeg er så egoistisk. Måske er det også derfor, jeg skriver dette blog-indlæg. Fordi jeg vil have, folk ser hvor elendigt jeg har det. Men jeg kan jo ikke gøre noget ved det, for sådan er jeg. Jeg er en egoistisk person, der ikke gør andet end at bekymre andre og gøre andre sure. Og når de så bliver sure, så går jeg totalt emo og vil slet ikke snakke med nogen.
Jeg gør folk sure med vilje og bliver så herre ked af det, fordi jeg har gjort dem sure.
Opmærksomhedskrævende <- det er det jeg er! Jeg hader når folk ikke ser min smerte, gennem mit smil. Jeg smiler sjældent det ægte glade smil som folk elsker, mere. Det er et halvhjertet smil, som ikke får mine øjne til at lyse op, som det ellers normalt ville.
Jeg hader mit liv. Jeg hader mig selv. Jeg hader mennesker. Og jeg hader mine følelser.

Mest af alt hader jeg dette blog-indlæg.