Hvad kan man kalde det?

Ja...hvad kan man kalde det, hvis man når man er alene nærmest med det samme bliver deprimeret?
Det jeg mener er;
Når jeg er i skole er jeg totalt glad og hyper og jeg elsker at være sammen med dem fra holdet. Det er det tidspunkt på dagen, jeg er gladest. I bussen på vej hjem går det så ned ad bakke, hvis jeg tager den alene. Selvom jeg hører det musik, der normalt gør mig glad, bliver jeg vildt hurtigt nedtrykt og tænker for meget over mine veninder. Når jeg så kommer hjem og bare sidder sammen med de gamle, bliver jeg endnu mere deprimeret. Mine forældre hjælper på ingen måde på min ensomhed. De gør den vel heller ikke som sådan værre. Det er bare det, at jeg konstant har lyst til at være sammen med nogen...og det fatter mine forældre ikke. De fatter ikke, at jeg har brug for at have folk omkring mig konstant. Før i tiden elskede jeg at sidde på mit værelse alene og bare stene computer...jeg havde det bedst med at være alene. Nu? Hvis jeg er alene bryder jeg sammen...jeg sætter mig næsten og tuder. Det er også det, der gør, at jeg tvivler en hel del på mange af mine veninder...især når de ikke kan fortælle mig hvordan de egentlig føler for mig. Om de elsker mig, eller om de er trætte af mig. Det er folk blevet gode til. Det er det værste, jeg ved.
...jeg er nødt til at føle mig elsket, ellers bliver jeg deprimeret. Er det så galt? Er det virkelig så egoistisk og selvisk? Det er det nok...for jeg er egoistisk og selvisk. Suk.