Helsingør...

Jep...i morgen skal jeg til Helsingør...I know, I should be excited. But I'm not. I'm scared to death. Jeg tager over og stiller mine ting hos min moster, hvor jeg skal sove og så i løbet af aftenen engang (ved  ikke hvad tid det bliver) skal jeg mødes med Cindie...der skal snakkes nogle ting igennem og jeg er fucking bange. Ikke bange for hende selvfølgelig. Bange for mig selv. Hvordan jeg vil reagere...om jeg kommer til at sige ting, jeg fortryder...jeg er så god til at sige ting, der kan fucke alting op. Jeg er ufattelig god til at pisse folk af. Jeg har ikke tænkt på andet siden i går eftermiddag...jeg er så nervøs. Virkelig nervøs. Aldrig, har jeg været så nervøs før..i hele mit liv...jeg er bange for at ødelægge det hele. Mit hoved prøver at finde på ting, jeg kan sige til hende, men jeg er blank. Jeg sidder med blanke øjne og skriver det her...jeg er endnu ikke brudt sammen...det er et spørgsmål om tid...om jeg gør det, når jeg ser hende, ved jeg ikke. Om jeg gør det i aften...det ved jeg ikke...men bryde sammen, skal jeg nok.
Det hele ramler sammen, der er så mange tanker i mit hoved. Ikke kun om mig og Cindie. Men også om mit liv og min fortid. Om min familie. Jeg har fået åbnet op for en masse minder. Hvornår jeg fik åbnet op...ved jeg ikke. Minder om min barndom. Helt tilbage til nogle ting i børnehaven. Nogle dårlige minder. De ting, jeg har gemt væk og skubbet tilbage til den bageste del af min hjerne. Oplevelser. Jeg har haft undertrykt de her tanker så længe...alt alt for længe...ingen psykolog har kunne få dem rippet op. Måske er det nu, jeg har brug for den psykolog, jeg skrottede, fordi jeg ikke følte hun hjalp mig...måske er jeg nu klar til at lade en professionel hjælpe mig. Mine tanker flyver rundt i hovedet på mig. Og jeg kan ikke få styr på dem....jeg kan ikke få styr nok på dem til at fortælle nogen om dem. Jeg kan kun fortælle, at jeg tænker dem. At jeg har nogle tanker, som handler om min fortid og mit liv. Jeg kan ikke specificere det yderligere.

Da jeg var lille, lagde jeg ikke mærke til mobningen...jeg lagde ikke mærke til, at der var noget galt. Jeg troede bare, at det var sådan, man var overfor hinanden...at alle var sådan. At hele verden var sådan. Jeg vidste ikke, at det var nogle forskruede børn, der legede med mig psykisk. Da jeg så flyttede skole og sagde, at jeg var blevet mobbet og det var derfor, jeg var flyttet skole, spurgte de andre selvfølgelig, hvordan og hvad jeg var blevet mobbet med. Jeg kunne ikke svare. Fordi jeg vidste det ikke. Hvad mobning var, var jeg ikke klar over der. Og der havde jeg allerede lukket af for minderne. Jeg kan ikke huske særlig meget fra min folkeskoletid...jeg har cuttet minderne. Men de er som skrevet på vej tilbage. Men at jeg ikke kunne svarer gjorde, at de andre i klassen fik et dårligt indtryk af mig. Jeg var ikke åben og social...jeg havde ikke penge til at gå i det samme tøj som de andre og det gjorde det ikke meget bedre. Jeg har altid været 'særlingen'. Jeg havde det af helveds til i min nye skole også, men jeg ville ikke indrømme det. Jeg pjækkede meget. Lod som om jeg var syg. Det gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre. Årh, der er så meget at skrive, men jeg kan ikke samle tankerne nok til det. Det hele kører rundt. Mit liv er et stort rod og jeg er begyndt at tvivle på, hvem jeg er...